Lyset som metafor kan inspirere til samtale mellem kristne og muslimer om erfaringer ved at nærme sig Gud.
Af Svend Løbner, journalist
Alle tre helligskrifter, Koranen og Det Gamle og Nye Testamente, forbinder lys med det, der udgår fra Gud.
”…så frydelig dér til evig tid / med venner i lys vi tale.”
Sådan slutter Grundtvigs lovprisning af lyset i morgensalmen ”Den signede dag med fryd vi ser”. Strofen inspirerer til at udforske, om lyset som metafor kan inspirere til samtale mellem kristne og muslimer om erfaringer ved at nærme sig Gud.
Det kan være tiltrængt i en tid, hvor terrorangreb fyrer op under islamdebatten, og der er stor tilbøjelighed til at stigmatisere muslimer som potentielle terrorister. Og når nogen søger veje til dialog ved at anerkende en fælles søgen mod det guddommelige, får de på hattepullen for religionsblanderi.
Men hvor mange guder er der egentlig? Der jo kun én Gud, og hvad der herudover defineres af religionernes lærebygninger kan kun blive menneskers varierende gudsopfattelser. Hvorfor så ikke anerkende, at vi alle er på rejse mod en større erkendelse af Gud, og ud fra denne erkendelse diskutere det, vi ser forskelligt på?
Dogmatiske diskussioner går nemt i hårdknude, mens erfaringsdeling lukker op for nye muligheder. Også selvom vi kun kan bruge en bittesmule af den andens erfaringer til noget. Vi samtaler med Grundtvigs ord som ”venner”. Og vi lader os inspirere af Guds ”lys”.
Det var udgangspunktet for min opgave på Københavns Universitet i faget Grundtemaer i Bibelen og Koranen.
Jeg undersøgte samtlige passager, hvor ordet ”lys” og ”lyse” indgår i Det Gamle Testamente, Det Nye Testamente og Koranen. ”Herren (...) lyse over dig,” lyder en del af den aronitiske velsignelse i 4. Mosebog 6: 24-26. ”Jeg er verdens lys. Den, der følger mig, skal aldrig vandre i mørket, men have livets lys,” siger Jesus som Guds søn i Johannes 8:12. ”Gud er himlenes og jordens lys… Lys over lys. Gud leder, hvem Han vil, til sit lys,” lyder Koranens berømte ”lysvers” (24:35). Jeg kom frem til, at alle tre helligskrifter forbinder lys med det, der udgår fra Gud: hans åbenbaring, hans velsignelse og hans hellighed.
Men der er også forskelle: I Det Gamle Testamente lyser Gud over mennesker, i Det Nye Testamente lyser Gud i mennesker, og i Koranen lyser Gud for mennesker. Disse nuancer forekommer ganske vist enkelte steder i alle tre helligskrifter, men ved en systematisk gennemgang er forekomsten af nuanceforskellene slående.
Når Gud omtales som lys i Det Gamle Testamente, lyser han over mennesker for at hjælpe det til at orientere sig og finde vej eller ligefrem blive reddet. Ligesom en helikopter retter sine skarpe projektører mod det oprørte hav for at finde overlevende efter et skibsforlis: ”Herren er mit lys og min frelse, hvem skal jeg da frygte?” synger kong David i Salme 27.
Når Jesus leder mennesker som verdens lys i Det Nye Testamente er dette lys placeret inde i mennesket. Der står om hans komme: ”I ham var liv, og livet var menneskers lys” og ”Lyset, det sande lys, som oplyser ethvert menneske, var ved at komme til verden,” (Johannes 1:4,9).
I Koranen er Guds lys som regel forbundet med åbenbaring og vejledning gennem skriftet: ”I Skriftens folk! Vor udsending er kommet til jer for at oplyse jer om meget af det, som I har holdt skjult af Skriften, og for at tilgive meget. Lys og et tydeligt skrift er kommet til jer fra Gud… Vi sendte Toraen ned med retledning og lys… Vi lod Jesus, Marias søn, følge i deres spor for at bekræfte Toraen, som forelå før ham. Vi gav ham Evangeliet med retledning og lys til bekræftelse af Toraen, som forelå før det, som en retledning og formaning til de gudfrygtige.” (5:15,44,46).
I alle tre helligskrifter bruges lyset som metafor. Metaforer er nyttige i dialog, fordi de bygger på vores erfaringer. Udtrykket ”Jeg er oppe på dupperne!” opleves som positivt, mens ”Jeg er gået ned med flaget!” opfattes negativt. Det er, fordi vi er oppe, når vi er vågne, raske og rørige, og nede, når vi er trætte, syge eller døde! På samme måde med lysmetaforen: ”Hun lyste op!” er positivt, mens ”Hans sind er mørkt!” er negativt. Det er, fordi mørket begrænser udsynet og kan gemme på ubehagelige overraskelser som overfald, røveri og angreb fra fjender eller vilde dyr. Lyset derimod skaber overblik og mulighed for at tage bestik af en given situation og forsvare sig, hvis det er nødvendigt.
Hvad kan vi så bruge lysmetaforen til? Jo, det samme, som vi altid bruger billedsprog til: at beskrive det, som ikke lader sig beskrive konkret. Metaforer er analogier, der bygger bro mellem det kendte og det endnu ukendte. Samtidig er metaforer tilpas diffuse til at åbne for personlige og meget forskellige tolkninger. Det er i den egenskab, de egner sig til religionsdialog. De bygger ikke blot bro; de åbner også nye landskaber.
Når Gud kaster sit lys på os – og lyser over os som i Det Gamle Testamente, i os, som i Det Nye Testamente, eller for os, som det siges i Koranen, at han gør – så bliver vi alle beriget. Med lyset som metafor for gudserfaringen får både muslimer og kristne lov til at kigge ind i den andens personlige oplevelse af Gud uden at vurdere efter en bestemt teologisk målestok. Erfaringen får lov til at stå – lige så diffus og subjektiv, som den er. Erfaringen bliver et sted at være, at glæde sig på den andens vegne og derefter at tage respektfuldt fat på det, vi ser forskelligt på.
Samtalen er i gang, og vi kan nu udforske ligheder og forskelle mellem de to religioner ud fra en gensidig respekt for den andens erfaringer med Gud.
”Med venner i lys vi tale,” som Grundtvig skriver.
Comments