Samarbejde mellem kristne og muslimer lever videre på Zanzibar
- Arngeir Langås
- 17. mar.
- 3 min læsning
IKS’ formand Arngeir Langås var i sin tid med til at oprette dialogcentret Zanzibar Interfaith Centre. Han mødte dets ledere ved nyligt besøg på den eksotiske ø. Han fortæller her om sine oplevelser.

Jeg har netop besøgt øen Zanzibar ud for Tanzanias fastland i forbindelse med mit arbejde som generalsekretær for Brødremenighedens Danske Mission.
Zanzibar Retreat Hotel var stedet, og bedre navn kan man næsten ikke få. Sammen med vores missionærer og volontører havde vi trukket os tilbage – som ordet retræte betyder - med megen frihed i dagtimerne og ellers morgen- og aftenandagt med sang og bøn. Der var tid til at bade i Det Indiske Ocean og til at lege og tale sammen.
Ledere med erfaring i kristne-muslimske relationer
Efter flere dage med fuldt program gik turen til Stone Town, turistmagneten på den eksotiske ø.
Efter frokost på en luftig tagterrasse med smuk udsigt over hustagene til hav og skov, besøgte vi dialogcentret Zanzibar Interfaith Centre (Zanzic), som drives af Øst- og Kyststiftet i Tanzanias evangelisk-lutherske kirke.
Centrets leder Lusungu Mbilinyi tog imod os sammen med Rebecca Muhoza, leder for centrets kvindearbejde. Professor Issa Ziddy var også til stede. Alle tre har lang erfaring med kristne-muslimske relationer på Zanzibar, et arbejde jeg var en del af fra 2002-2010, og i 2017 forsvarede en Ph.d.-afhandling om, udgivet som bog i 2019 under titlen Peace in Zanzibar.
Jeg overrakte et eksemplar af Islamisk-Kristent Studiecenters seneste nummer af Tidsskrift for Islam og Kristendom, hvor indholdet er mit forsøg på at give nogle af afhandlingens vigtigste punkter videre, denne gang på dansk og med billeder.

Inspiration fra Islamisk-Kristent Studiecenter
Efter Lissi Rasmussens enorme indsats i Islamisk-Kristent Studiecenter (IKS) er jeg nu blevet formand for foreningen. IKS var et forbillede da jeg sammen med den indonesiske præst Suko Tiyarno i 2009 lagde grunden for Zanzic. Sidenhen udviklede Zanzic sig meget under Lusungu Mbilinyis og min Danmissions arvtager Daniel Nygaard Madsen fra 2010.
Sammen med Sheik Abdulla Talib Abdulla, besøgte de i 2014 IKS i København og mødtes med Lissi Rasmussen, Naveed Baig og mange andre. De besøgte også min familie og noget af det dialog- og diapraksisarbejde, jeg dengang var aktiv i i Aarhus Vest, især i regi af Gellerup kirke, Mission Afrika og Danmissions Genbrugsland.
I Zanzics bibliotek fandt jeg mange numre af Tidsskrift for Islam og Kristendom. Samtalen med Lusungu Mbilinyi drejede sig om højdepunkter i Zanzics historie, men også en snak om spørgsmålet: ”Har kristne og muslimer den samme Gud?” samt den gode nyhed, at centrets universitetsuddannelse starter igen. Som del af den første generation, så glæder jeg mig over det jeg har set.
Missionærer lobbyer for slaveriets afskaffelse
Vi gik videre til den anglikanske katedral, som er bygget ovenpå det gamle slavemarked og i dag er Unesco verdensarv.
I 1873 blev slavehandlen forbudt som et resultat af lobbyvirksomhed ved de anglikanske missionærer, der påvirkede politikerne i London til at overtale sultanen til at forbyde den umenneskelige virksomhed. Slavekamrene, museet og kirken udgør tilsammen et pilgrimsmål med mange muligheder for eftertanke, kundskab og sorg. Vores vært var Rose Mpango, som er menighedens første kvindelige præst.

Større accept ad kvindelige præster
Vi spurgte bl.a. om, hvordan det at være kvindelig præst blev modtaget i en højkirkelig menighed som Zanzibars katedralsogn, stiftet som den er af højkirkelige missionærer fra Universities’ Mission to Central Africa (UMCA). UMCA blev stiftet på foranledning af den legendariske opdagelsesrejsende og missionær David Livingstone blandt præster og akademikere på Oxford og Cambridge universiteter.
Rose Mpango fortalte, at holdningen til kvindelige præster er ved at ændre sig, mest fordi man vænner sig til det man ser, for eksempel at en kvinde står for gudstjenesterne, og det ”alligevel” (!) går godt. Men det har måske også hjulpet lidt, at den højt respekterede, nu afdøde tidligere ærkebiskop af Tanzania og Zanzibar, John Ramadhani (1932-2022), på hans ældre dage skiftede syn på kvindelige præster.
Comments