Podcast: Der er brug for at forstå islam indefra
- Svend Løbner
- 6. maj
- 2 min læsning
Lektor Hans Raun Iversen plæderer for en universitetsuddannelse i islamisk teologi indefra – ikke blot religionsvidenskabelige undersøgelser udefra – og sammenligner med læsningen af en bog. Jo, man kan lave evidensforskning på litteratur, men det mest spændende er at forstå, hvorfor den fanger dig, siger han i ny podcast.

Lektor emeritus i praktisk teologi Hans Raun Iversen fører os i en ny podcast igennem nyere tids forsøg på at inkludere islamisk teologi som et tilbud under Teologisk Fakultet på Københavns Universitet. Et projekt, der undervejs både resulterede i Islamisk-Kristent Studiecenter og en islamologisk linje på universitetet, der efter Raun Iversens mening dog ikke giver meget indblik i selve den islamiske teologi.
Som han siger i podcasten i Netmagasinet Sameksistens:
- Man kan de facto ikke bruge den, hvis du skal ud og for eksempel være hospitalsimam, fængselsimam og knap nok hvis du skal være dansktalende imam i Danmark. Og det synes jeg faktisk er et problem, vi ikke har fået løst.
Vigtig at forstå den teologiske indlevelse
Hans Raun Iversen lægger vægt på, at der er forskel på at studere islam som et objekt udefra, altså religionsvidenskabeligt, og så at studere religionen indefra, altså teologisk.
- Du skal jo også studere indlevelse, ikke? Hvordan kan du over hovedet forstå, hvad der er på spil hos en konfident? Det er slet ikke en given ting på et universitet, hvor vi er blevet meget naturvidenskabelige. Men det du oplever indefra kan jo ikke måles og vejes. Det betyder ikke at det ikke kan forstås og forklares til andre.
Det svarer i høj grad til, hvad du oplever når du læser en bog, fortsætter Hans Raun Iversen.
- Du kan sagtens lave evidensforskning på litteratur, men det afgørende er måske, hvad der virker i bogen, hvorfor optager den dig? Det er i en vis forstand en subjektiv, en kvalitativ side af bogen. På samme måde er det med religion.
Brug for dialog med alle religioner
Kan du forstå, hvis nogen oplever det som en værdiskred at have islamisk teologi på et universitet med kristen kulturbaggrund?
- Hvis vi tager skabelsen alvorligt og tror på, at vores gode Fader har skabt alle mennesker i sit billede og at han i lige grad ønsker at være Gud for dem, så er det for mig en mangel på et teologisk fakultet, at man ikke prøver at lytte til alle og går ind i en dyb dialog med alle.
På spørgsmålet om, hvorvidt man så ikke burde have teologi indefra andre religioner svarer Hans Raun Iversen bekræftende:
- Jo da, vi skal være i dialog med alle, der bestræber sig på at oprette et religionsråd, hvor alle religioner kan være med. Hvorfor i al verden skal vi ikke samtale med hinanden?