Islamisk-Kristent Studieenter hjælper minoritetspatienter med at blive forstået og indsatte med at blive indsluset i samfundet. Vi spørger centrets formand Lissi Rasmussen om resultater, udfordringer og fremtidsvisioner i anledning af centrets 25-års jubilæum.
Et jubilæum er en god anledning til at kigge både frem og tilbage. Opsummere, hvad man har opnået og lært. Fokusere på, hvad der er mest brug for i fremtiden.
Det har vi bedt Lissi Rasmussen gøre i anledning af Islamisk-Kristent Studiecenters – nu Center for Sameksistens’ – 25-års jubilæum. Lisse Rasmusen er formand for centret og dr.theol. Imam Naveed Baig er næstformand. Center for Sameksistens ligger i Ryesgade, København, og tilbyder samtalegrupper og studiekredse, hjælp til opgaveskrivning og sågar tværreligiøs velsignelse af blandede ægteskaber.
De senere år er centret gået fra teori over til en mere praktisk tilgang, hvor de bl.a. tilbyder hjælp til indsatte i fængsler, så de kan indsluses i samfundet. Centret står også bag et etnisk ressourceteam, der vejleder også hospitaler, så de ved, hvordan de i sygeplejen skal forholde sig til patienter fra en anden religiøs tradition end den kristne. Centret har også bidraget til at formidle hospitalsimamer.
Samtaler og konferencer er ikke nok
Sidstnævnte arbejdsområde betegner Lissi Rasmussen som det vigtigste, centret har opnået i de 25 år.
- Det vigtigste er uden tvivl Etnisk Ressourceteam, fordi det lykkedes os at få det ind under hospitalsvæsenet og dermed få det sikret økonomisk med en fuldtidsansat, en studentermedhjælper og en praktikant. Der er ca. 40 frivillige, oplyser hun og nævner det andet vigtigt initiativ:
- Sammen med Katalysator for indsatte og eksindsatte, som eksisterede i næsten otte år, har dette projekt vist, at ord alene, samtale om hinandens tro, konferencer gør det ikke, uanset hvor vellykket det er, siger Lissi Rasmussen og nævner fordelene ved ”den fælles praksis omkring fælles udfordringer, hvor man deler erfaringer, besværligheder og glæder med hinanden”.
Fælles handling giver fælles forståelse
- Så bliver det nemmere at forstå hinanden, se positivt på hinanden etc. Derfra kan man så bevæge sig til også at tale om etiske og/eller trosmæssige værdier, hvis det er det, man vil. Men selve den fælles handling er det, der giver en fælles forståelse.
- Den erfaring har vi opnået og delt med andre i de kredse, hvor man arbejder med interreligiøse relationer. Derfor bruger vi rent faktisk ikke dialog-begrebet mere, fordi det opfattes som samtale om tro. Men vi ser, at man mange steder arbejder med og taler om diapraksis nu, bl.a. i Danmission og andre kirkelige organisationer og menigheder, men også i forskellige muslimske sammenhænge.
Men diapraksis menes at arbejde sammen, mens dialog som bekendt betyder at tale sammen.
Stram økonomi og stram politik
Hvad har været den største hurdle i de 25 år?
- Det har været manglen på økonomiske midler. De første seks år fik vi 300.000 årligt og havde en sekretær på knap halv tid, men siden da kun mindre projektmidler. Vi har ikke kunnet ansætte en leder eller nogen fast medarbejder på deltid. Vi har også hele tiden måttet skele til midlerne, når vi skulle anskaffe selv små ting, eller forsøge at købe det brugt.
I starten var også stemningen i samfundet og især den politiske meget trættende og for nogen næsten hæmmende for os. For det var svært at påvirke denne diskurs og dennes samspil med medierne. Men det blev bedre efterhånden.
Endnu mere handling til gavn for næsten
Hvor ser du centret om 25 år?
- Vi vil i fremtiden satse mest på diakonalt arbejde, dvs. i bredere forstand, end det vi har gjort hidtil, hvor vi har fokuseret på sjælesorg/mentorarbejde i forhold til patienter og ind- og eksindsatte. Vi ønsker at komme længere ud til f.eks. unge - primært med etnisk minoritetsbaggrund - der lider af Corona-eftervirkninger i form af depression, angst, ensomhed og andet.
- Hvis vi er der om 25 år, tror jeg, vi stadig vil være optaget af diakoni. Syge vil der stadig være. Det samme gælder bander og kriminelle unge. Hvis ikke der er Corona, vil der være andet til at skabe angst og depression hos unge. Vi har et stort netværk, bestående af robuste unge - mange med etnisk minoritetsbaggrund - der er og vil være med i dette arbejde og synes, det er det vigtige her i livet at være der for andre mennesker.
Økonomien sætter dog stadig grænser, fortsætter hun:
- Hvis vi stadig har svært ved at opnå økonomiske midler, bliver det vanskeligt at gøre alt det, vi gerne vil. Det begrænser omfanget af arbejdet og dermed den betydning, det kan få for sameksistensen, slutter Lissi Rasmussen.
Comentarios