Sjælesorg er ikke at fikse, men at være i det svære

Hospitalspræst Susanne Engberg og tidligere hospitalsimam Naveed Baig belyste ligheder og forskelle i islamisk og kristen sjælesorg.

Kan man tale om sjælesorg uden Gud? Kan meningsløshed og meningsfuldhed eksistere side om side i lidelsen? Hvad gør man med skylden og skammen, før et menneske dør?

Det var nogle af de spørgsmål, der var på spil, da IKS og studenterforeningen TrosForum i april 2026 inviterede teologistuderende og andre interesserede til en samtale mellem Susanne Engberg, hospitalspræst på Psykiatrisk Center Ballerup, og Naveed Baig, tidligere hospitalsimam og forsker med fokus på bl.a. muslimske patienters åndelige og religiøse behov.

Menneskets mørkeste kældre

I løbet af aftenen reflekterede de to sammen over, hvordan man som sjælesørger navigerer i mødet med mennesker i de mørkeste kældre, og hvordan tro, nærvær og empati kan udfolde sig netop dér.

Ordet sjælesorg kommer af det tyske seelsorge og handler om at drage omsorg for sjælen. Og med noget så almenmenneskeligt som sjælen i fokus kan det næppe undre, at aftenen i høj grad kom til at handle om alt det universelle og eksistentielle – dét, som er fælles på tværs af religiøse forskelle.

Det betyder ikke, at der ikke også var mulighed for at dykke ned i de forskelle, der i løbet af aftenen viste sig konturerne af mellem de to religiøse traditioner.

Hvad er meningen?

Særligt spørgsmål om mening indenfor henholdsvis kristendom og islam optog dem, der var dukket op for at lytte til de to erfarne sjælesørgere. Er der forskel på at finde mening med lidelse og i lidelse? Og er denne snak om mening først og fremmest kilde til trøst eller til en følelse af uretfærdighed?

Med alle de forbehold mod generaliseringer, som et sådant emne kalder på, så fik man indtryk af, at den kristne sjælesorg i højere grad end den islamiske er tilbageholdende med at tale om ting som ”mening med” og ”Guds vilje bag” den lidelse, vi alle rammes af i løbet af livet.

Plads til at blive i det svære

Det meste af aftenen gik dog med både teologiske og praksisnære refleksioner, som bekræftede, at islamisk og kristen sjælesorg har rigtig meget til fælles. Måske vigtigst af alt at der i sjælesorgen er plads til og rum for at blive i det svære. Her er der ikke tale om, at nogen skal helbredes eller fikses, men om vi mennesker kan gøre en forskel i hinandens liv, når vi er til stede med og lytter til hinanden.

Baigs og Engbergs engagement i andre menneskers liv og livssituation fik efterfølgende flere tilhørere til at kalde aftenen både oplysende og rørende.