Handling på tværs bygger på tillidsfulde relationer

Den gode dialog befinder sig i spændingsfeltet mellem ytringsfrihed og tolerance. Diapraksis fremmer fællesskab gennem handling. Det var nogle af Safet Bektovic pointer i et oplæg ved IKS’ årsmøde, som vi bringer her i uddrag. Safet Bektovic er filosof og seniorlektor i islamstudier på Det Teologiske Fakultet på Universitet i Oslo.

Nogle kaldte den karikaturkrisen, andre Muhammedkrisen. Men uanset hvad, så afspejlede krisen to diskurser. Den ene ytringsfrihedsdiskurs, den anden tolerancediskurs. Og så spørger man, har den første begrænsning eller kan man sige alt hvad man vil? Eller kan man tolerere alt?

Vi husker, hvordan det gik i 2006 rundt omkring i verden. Voldsomme demonstrationer, ambassadeafbrændinger osv.

Kunne tegningekrisen være undgået?

Der var ikke så meget dialog i Danmark. Ved en lytterunde blandt muslimske organisationer viste det sig, at hvis vi havde haft en etableret dialoginfrastruktur i forvejen, ville vi måske have forebygget en del af problemet.

Og resultatet blev, at man etablerede et fælles kristent-muslimsk samtaleform. Det fungerer den dag i dag med årlige konferencer. Så man har etableret en dialog på nationalt plan. Som udfylder IKS’ rolle, som har haft en anden tilgang til dialog, rettet mere mod diapraksis.

I Norge etablerede man i 1996 en samarbejdsorganisation, der hedder Samarbejdsrådet for Tros og Livsynssamfund. Fordi man havde etableret dette dialogforum, kom der ingen voldsomme reaktioner på tegningekrisen i Norge – selv om tegningerne blev publiceret i det norske Magazinet.

Dialog kan noget, både formelt og uformelt.

Man møder aldrig andre fordomsfrit. Man møder ikke andre med en fuld viden om den anden. Derfor kræver det tid. Og der er mange udfordringer knyttet til dialog. Hvad med symmetri: Kan man have en ligeværdig dialog? Og rammerne, hvad med dem: Hvem definerer rammerne? Hvem tager initiativet?

Aktiviteter med fælles mål

I IKS er fællesskab fra starten det helt det centrale. Et fællesskab mellem mennesker, som på forhånd har tillid til hinanden.

Nogle gange kan man ikke rigtig fjerne sig fra lidt polemiske toner. Det er også en del af dialog. Mission kan også være en del af dialogaktiviteten. Men begge dele kan hindre etablering af en gensidig tillid. Og først når man har tillid, så kan man snakke om en ny samtaleform. En form, som indebærer praktiske aktiviteter. Og det er diapraksis. Diapraksis er en måde at drive eller have fælles aktiviteter uden at man tænker så meget på hinandens religiøse baggrund. Man har jo fælles mål, og man gør det i fællesskab.

Gør vi nok i Danmark? Nej, men i Norge har man haft flere initiativer, som har givet resultater. Både på uddannelsesmæssigt plan, hvor kristne, buddhister, muslimer og ateister deltager i samme studieprogram om omsorgsarbejde. Det er en måde at identificere et fælles problem og prøve at løse det eller at gribe det an på en fælles platform.

Det etiske er vigtigst

Andre ting kan være fælles aktivisme. Vi taler jo alle sammen om miljøproblemer, ikke? Men der mangler en fælles aktion, som vil afspejle, at religiøse og ikke-religiøse mennesker, muslimer, kristne og andre har et fælles ansvar. Og det er jo primært et etisk spørgsmål.

Så jeg vil slutte med at sige, at det etiske nok er det vigtigste, når det gælder diapraksis. For det handler om at se det menneskelige i medmennesket, uanset om vedkommende tilhører en bestemt religion eller ej. Og at være bevidst om fællesskabet, at have fælles ansvar.

Hvis vi ser på udviklingen i vores årlige konferencer, så talte vi i starten om de store teologiske spørgsmål. Men med tiden, så tog vi de almindelige hverdagsspørgsmål mere op: kriminalitet, unges muligheder og den slags. Det afspejler en udvikling, hvor man retter fokus mod noget, som er fælles. På den måde bliver man engageret i det, der er fælles. Og det er jo et eksempel på, at diapraksis er en vejen frem.

Dialog er nødvendig og en forudsætning for diapraksis. Men fortsat dialog er ikke enkelt; det er normalt en krævende aktivitet. Udover vilje og kendskab til de andre, kræver det en ting, som vi mangler i Danmark: En balance mellem kritik og selvkritik.

Det er meget fint, at man er kritisk overfor de andre. Det er relevant, vigtigt og nødvendigt. Men man skal ikke glemme sin egen position. Har man sådan en balance, går samtalen meget bedre.

Tillid til hinanden

I mit hjemland Bosnien havde vi ikke nogen religiøs dialog før krigen. Det var ikke relevant. Vi havde ingen problemer, og vi tænkte ikke så meget på, hvem der er muslim, og hvem der er kristen. Der var mange, som ikke var klar over, om deres nabo var kristen eller muslim. Man havde en tillid til hinanden, og derfor stillede man ikke spørgsmålet om han eller hun er muslim eller kristen.

Mange bosniere praler fortsat med, at Bosnien er et land, hvor flere kulturer lever i fredelig sameksistens. Andre taler imod multikulturalisme, ligesom i Danmark. Nogle er for, andre er imod. Nogle vil sige, at multikulturalisme som en -isme, dvs. en ideologi, er farlig, men at multikultur er okay.

Men det er jo faktisk en flydende grænse mellem multikultur og multikulturalisme. En Sarajevo-professor i kulturhistorie er citeret for at sige: Multikulturalismen er god, hvis man ikke lægger mærke til den. Hvis du lever i et multikulturelt samfund, og ikke selv er bevidst om det, så går det rigtig godt. Men hvis du har behov for at snakke om det hele tiden, så er der måske noget i vejen…

Prioritér gode relationer

Det er vigtigt, at man har åbne kanaler, uanset hvor effektive de er. Og så det er vigtigt både med en formel dialog og dialog på lokalt plan. Fra Bosnien ved jeg, at lokalsamfund formåede at bevare freden til trods for massive forbrydelser andre steder. Så det er muligt at fastholde fællesskab på tværs. Så håbet ligger i, at man prioriterer disse dialoger og selv har gode relationer til hinanden.

Men den absolutte ytringsfrihed går ikke. Hvis ikke vi alle sammen havde en rimelig portion selvcensur, så havde vi jo ikke venner tilbage. Det synes jeg lige, man skal have med. Det er noget med at opføre sig ordentligt.

Den gode dialog hører også med til vores fælles menneskelighed. Her vil jeg understrege nysgerrigheden overfor hinanden. For mig hører det med til ordentlig menneskelighed. For der er jo ikke nogen af os, der sidder inde med hele sandheden. Derfor er det vigtigt at være nysgerrig. At være lydhør. At kunne spørge sig selv: Hvorfor tænker mennesker sådan?